Vedtægter for VirksomhedsNetværk Roskilde

§1 Navn.
stk.1 Netværkets navn er ”VirksomhedsNetværk Roskilde” og har hjemsted i Roskilde.


§2 Formål og målgrupper.
stk.l Netværkets primære formål er at arbejde for forebyggelse og fastholdelse på arbejdsmarkedet. Virksomheder i VirksomhedsNetværk Roskilde arbejder på at blive gode til at håndtere deres medarbejdere, der rammes af sociale, fysiske og/eller psykiske problemer.
Herudover kan netværket arbejde for integration af nye medarbejdere med forskellige sociale problemer i forhold til arbejdsmarkedet.


§3 Medlemskreds.
stk.1 Alle virksomheder i Roskilde området, som tilslutter sig netværkets formål.

stk.2 Indmeldelse sker ved henvendelse til netværkets koordinator.

stk.3 Udmeldelse kan ske ved skriftlig henvendelse til netværkets koordinator.


§4 Generalforsamlingen.
stk. 1 Generalforsamlingen er netværkets højeste myndighed.

stk. 2 Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af maj måned.

Meddelelse om datoen for generalforsamlingens afholdelse meddeles netværkets medlemmer, senest 5 uger før. Såfremt det er muligt skal samme oplysning med samme frist offentliggøres i pressen. Meddelelse skal tillige indeholde oplysning om fristen for indsendelse af forslag til behandling på generalforsamlingen.

Endelig indkaldelse med dagsorden fremsendes til medlemmerne senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

stk.3 Stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle virksomheder, der er tilmeldt netværket. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

stk.4 Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning.
3. Behandling af indkomne forslag.
4. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
5. Eventuelt.

stk.5 Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være koordinatoren i hænde senest 3 uger før generalforsamlingen. Denne frist gælder også forslag til vedtægtsændring. Indkomne forslag udsendes sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen jfr. stk. 2.

stk.6 Generalforsamlingen skal ledes af en dirigent, der ikke er medlem af bestyrelsen.

stk.7 Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal blandt de deltagende medlemmer.


§5 Ekstraordinær generalforsamling.
stk.1 Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig og begrundet anmodning om det overfor bestyrelsesformanden. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kendskab.

stk.2 Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er to uger.

 
§6 Netværkets daglige ledelse.
stk. 1 Netværkets daglige ledelse udgøres af en bestyrelse bestående af 5 medlemmer, hvoraf fire vælges på den ordinære generalforsamling, skiftevis for to år ad gangen, mens det femte bestyrelsesmedlem udpeges af Roskilde Kommune ved Arbejdsmarkedsudvalget. Genvalg kan finde sted.

stk. 2 Endvidere vælges for 1 år ad gangen 2 suppleanter, der indtræder i bestyrelsen ved vakance.

stk. 3 Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor bestyrelsen blandt sine medlemmer vælger formand og næstformand. Disse tillidsposter gælder for den pågældendes valgperiode – hvilket også gælder, såfremt det er den af kommunen udpegede person, der vælges til formand.

stk. 4 Bestyrelsen mødes mindst fire gange årligt og fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.

stk. 5 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre bestyrelsesmedlemmer er til stede.

stk. 6 Roskilde Kommunes Arbejdsmarkedsforvaltning stiller koordinator til rådighed for netværket.

 
§7 Netværkets virksomhed.
stk.1 Der afholdes normalt tre møder om året, hvoraf det ene møde afholdes i forbindelse med den ordinære generalforsamling. Netværksmøderne arrangeres af koordinatoren i samarbejde med bestyrelsen. Der udsendes indkaldelse til møderne senest tre uger før hvert netværksmøde.
 
§ 8 Vedtægtsændringer.
stk.1 Vedtægterne kan kun ændres med mindst 2/3 flertal af de fremmødte på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.

stk.2 Vedtægtsændringer træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.

 
§9 Opløsning.
stk.1 Opløsning af netværket kan kun finde sted med mindst 2/3 flertal af de fremmødte på to på hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.

 

Således vedtaget på generalforsamlingen den 14.5.2003.


I bestyrelsen:

Carsten Wickmann, Anni Holstein, Henrik Rask, Johnny Schäffer

Således ændret på generalforsamlingen 8.11.2006.

Bestyrelsen.